23.04.2020

Inuit Throat Singing/Metal/Electronic

Tanya Tagaq (CA) + Greg Fox (US)

Torsdag d. 23. april
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Pris: 160 DKK inkl. gebyr
Facebook
Koncerten er afholdt

Som konsekvens af den vidtfavnende situation med coronavirus/COVID-19, har Tanya Tagaq desværre været nødt til at aflyse sin tour. Koncerten på ALICE d. 23/4 er derfor også aflyst. Vi gør hvad vi kan for at flytte arrangementer til alternative datoer og vil løbende informere om dette. Billetter refunderes via Billetto. Info om Corona-virus og ALICE opdateres løbende her.

Med sit næsten gotiske udtryk og sin dybt originale fusion af traditionel inuit-strubesang, industrial, metal og elektronisk musik, er Tanya Tagaq en af de mest nyskabende figurer på den eksperimenterende musikscene. Samtidig sætter hun fokus på Canadas koloniale fortid og rusker op i statiske antagelser om det oprindelige folks musik. Vi er stolte af at kunne præsentere den visionære sangerinde på ALICE til april. Den innovative trommeslager Greg Fox åbner aftenen.

Tanya Tagaq

Tanya Tagaqs musik lyder med stor sandsynlighed ikke som noget man har hørt før. Den canadisk-inuitiske sangerinde, forfatter og avantgarde-komponist har rødder i traditionel inuit-strubesang, men hendes musik har mindst lige så meget at gøre med moderne genrer som elektronisk musik, industrial og metal som den har med Canadas oprindelige folks kultur. I sine mange former udfordrer Tanya Tagaqs visionære og aktivistiske musik og kunst statiske ideer om genrer og kultur, og kredser om emner som menneskerettigheder og Canadas postkoloniale spørgsmål.

 

Tanya Tagaqs debutalbum “Animism” (2014) sendte chokbølger gennem den canadiske musikbranche og hendes efterfølgende modtagelse af Polaris Music Prize bidrog til en ændring i diskursen om oprindelige kunstnere og deres musik. Hendes andet album “Retribution” (2017) bragte Tagaqs uforlignelige kunstneriske vision ud over Canadas landegrænser og hun har gæstet så forskellige steder som EDM i Mexico såvel som Londons Carnegie Hall. Tagaqs eklektiske take på inuitternes oprindelige musik og hendes improvisatoriske arbejde med sin stemme afspejles også i hendes mange samarbejder som har krydset både grænser og genrer. Hun har samarbejdet med operasangere og klassiske avantgarde-konstellationer (Kronos Quartet, Toronto Symfoniorkester), men også eksperimenterende DJ-kollektiver som A Tribe Called Red, der spillede udsolgt koncert på ALICE i efteråret 2019.  

 

Tanya Tagaq har også modtaget en lang række priser. Hendes kåringer ved især Polaris Music Prize og JUNO Awards gør hende til en af Canadas mest prisbelønnede kunstnere. Tagaq er kendt for at levere frygtindgydende, fysiske og levende performances, der rusker op i publikum. Vi er stolte af at kunne præsentere hende på ALICE, når hun kommer til Danmark for første gang.

 

Sagt om Tanya Tagaq

 

“Tagaq projects sounds that carry the imprint of the body’s secret contours and recesses, delving far beyond personal utterance, out beyond human identity, to summon voices from the flesh cavity haunts of animal spirits and primal energies.” – The Wire (UK)

“…[Tagaq] made it (Inuit throat singing) sound fiercely contemporary, futuristic even. Recalling animal noises and various other nature sounds, she was a dynamo, delivering a sort of gothic sound art while she stalked the small basement stage with feral energy.” – THE NEW YORK TIMES

 

Greg Fox

Den innovative trommeslager Greg Fox har hamret igennem på dobbeltpedalerne i blackmetalgruppen, Liturgy, styret rytmerne i Colin Stetsons progrockband, EX EYE, og så spiller han med avantgardistiske ZS og det spirituelle Guardian Alien. Solo har Greg Fox ladet sig drive af en impuls, som altid har været til stede hans tilgang til musik: Fri improvisation i abstrakte mønstre, rytmer og lydeksperimenter. På scenen er han alene med sit trommesæt, men det er et trommesæt i udvidet forstand. Han benytter sig af “sensory percussion”, hvor trommesættet er plastret til af sensorer, der registrerer, hvor han slår. Samtidig med at han spiller på trommerne – og det gør han ret vildt – bruger han sit trommesæt som en MIDI-controller til at styre elektroniske instrumenter. Det giver en en post-free-jazz-feeling, som er helt unik. Greg Fox har gæstet ALICE både solo og i forskellige konstellationer, og vi er begejstrede for at han varmer op for Tanya Tagaq. Med sig har han sit nye album “Stone Pillar” (Longform Editions).