Musikalske pionerer til dansk-tysk venskabsår

ALICE, Tape og Studenterhuset Aalborg fejrer det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020 med en hyldest til eksperimentalånden i tysk musik. Sammen bringer de tre spillesteder prominente tyske musikere til København, Aarhus og Aalborg, hvor de ikke kun møder det danske publikum, men også danske musikere, som har hentet inspiration i det tyske. Til september kan man opleve krautrock-pioner Roedelius samt den visionære elektroniske musiker Burnt Friedman i møde med den tysk-baserede iranske mesterpercussionist Mohammad Reza Mortazavi.

Lukkede kulturhuse og lukkede grænser mellem Tyskland og Danmark. Man kan roligt sige, at det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020 (DD2020) har mødt forhindringer i foråret. Nu åbnes grænserne dog igen, ligesom musiklivet langsomt åbner op. De tre spillesteder ALICE (København), Tape (Aarhus) og Studenterhuset (Aalborg) fejrer dette med offentliggørelsen af de første stærke navne til vores store fælles satsning i venskabsåret. Til september kan man på alle tre venues opleve krautrock-pioner Roedelius samt den visionære elektroniske musiker Burnt Friedman i møde med den tysk-baserede iranske mesterpercussionist Mohammad Reza Mortazavi.

Tyskland spiller en stor rolle i den eksperimenterende musiks historie – fra kompositionsmusik og jazz til krautrock og elektronisk musik. Også mange danske musikere har hentet afgørende inspiration fra tyske kunstnere, tyske musikmiljøer og tyske byer. Og dette markerer vi ved i efteråret at sætte fokus på pionerånden i den tyske musik – samtidig med at vi ønsker at stimulere en fortsat dialog mellem tyske og danske musikmiljøer. Derfor vil hver koncert også byde på en dansk kunstner, hvis musik relaterer til den tyske musikers udtryk.

Nøglefigur i krautrocken
Det er ingen overdrivelse at kalde Hans-Joachim Roedelius en levende über-legende. Den nu 85-årige tyske komponist og elektroniske musiker, som the Chicago Sun-Times meget rammende har beskrevet som “20th Century music’s best kept secret”, var allerede siden 1970’erne pioner på den progressive krautrock-scene og nøglefigur i lyden af efterkrigstidens moderne Tyskland. Samtidig har han gennem tiden været massiv inspiration for resten af Europa og verdens elektro-musikalske historie. Han har grundlagt grupper som Human Being, Kluster, Cluster, Harmonia, Tempus Transit og Lunzprojekt. Han har medvirket på over 160 albums og 1600 værker, enten som solist eller i bandsammenhæng, og har krydset musikalske klinger med bl.a. Brian Eno, Holger Czukay og Dieter Moebius. I 2015 gæstede Roedelius Jazzhouse i selskab med Michael Rother (Neu!). Vi er stolte af at kunne præsentere Roedelius igen til efteråret, når han opfører ambient-bårne soloset til tre sjældne danske koncerter.

 

Tranceskabende møde mellem Iran og Tyskland
Burnt Friedman
har huseret på den elektroniske scene siden 80’erne med sine utrættelige udforskninger af rytmiske strukturer, traditioner og grænser. Blandt Friedmans mange musikalske samarbejder tæller flere fabelagtige udgivelser med CAN-trommeslager, Jaki Liebezeit, ligesom han har samarbejdet med David Sylvian. Den iranske mesterpercussionist Mohammad Reza Mortazavi, som er bosat i Tyskland, har med sine utrolige fingerfærdigheder sat helt nye standarder for de persiske instrumenter, tonbak og daf. Mortazavi har optrådt for dansende festivalgængere på blandt andet Global Copenhagen, Roskilde Festival og WOMAD Festival såvel som i prestigefyldte koncertsale som Berliner Philharmoniker. Sammen forener Friedman og Mortazavi i det albumaktuelle projekt YEK ikke blot persisk og tysk kultur, de bygger også bro mellem ældgamle rytmer og futuristiske klange i et tranceskabende møde.

Koncerten er en del af en fælles koncertserie præsenteret af ALICE, Tape og Studenterhuset Aalborg under det dansk-tyske kulturelle venskabsår 2020. Med afsæt i de dybe historiske bånd mellem Danmark og Tyskland skal det kulturelle venskabsår i 2020 videreudvikle og intensivere det gode samarbejde mellem vores to lande og sætte et internationalt eksempel for fredelig og fremadskuende sameksistens i det 21. Århundrede. Flere koncerter i serien offentliggøres senere.

Koncerterne kan opleves følgende steder og datoer:

Hans-Joachim Roedelius + Sofie Birch
16. september: ALICE
17. september: TAPE
19. september: Studenterhuset Aalborg

YEK – Mohammad Reza Mortazavi & Burnt Friedman + TBA
17. september: Studenterhuset Aalborg
18. september: TAPE
19. september: ALICE

Kombi-billet til DD2020. Kom til to mesterlige tyske koncerter på ALICE til 200 kroner (pris pr. koncert: 120 kroner). Billetten gælder til Roedelius 16. september samt koncert med YEK 19. september. Stærkt begrænset antal billetter sættes i salg! Find billetter her.

  • Der var ingen arrangementer der passede til søgningen