Tuborgfondet Musikhjælp giver i 2021 3 millioner til spillesteder over hele landet, som skal være med til genåbne livemusikken bedre og stærkere end før corona. På ALICE er vi beærede over at kunne bidrage til den indsats.

Tuborgfondet har netop offentliggjort, at ALICE som en del af puljen Build Live Music Back Better tildeles 100.000 kr. i 2021. Puljen er målrettet spillesteder, som skal hjælpe med at genstarte livemusikken bedre og stærkere end før corona. I 2021 kan vi se frem mod en langsom genåbning, og det giver anledning til at tænke nyt, for at skabe nye og bedre rammer og vilkår for den rytmiske musiks vækstlag fremover. På ALICE skal støtten bruges til en række projekter næste år, kurateret og kommissioneret af musikere, kunstnere og aktører fra en bred vifte af danske undergrundsmiljøer. Projekter som udfordrer gængse koncertformater og som skal fremme diversiteten blandt både kunstnere og publikum.

Vi er beærede over tildelingen fra Tuborgfondet og glade for at kunne bidrage til en genopblomstring af det musikalske vækstlag på den anden side af pandemien. Og så glæder vi os til at annoncere de spændende projekter for jer i den kommende tid. Læs mere om puljen og hvem der har modtaget støtte her.

Foto: Sall & The Ghosts live på ALICE af René Passet.