fbpx

05.11.2021

Experimental Rock

Suuns (CA)

Fredag d. 5. november
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Pris: 170 DKK inkl. gebyr
Køb billetFacebook

Montreal-baserede Suuns vender tilbage med ny single, der varsler godt – både for det eksperimenterende rockbands kommende album og for deres besøg på ALICE til november, hvor de spiller hele to koncerter.

Suuns gæster ALICE 4. + 5. november. Billetsalg starter 11. Juni kl. 10.00 til begge koncerter.

“At gå udenom genrenes illusioner for at skabe noget, der er så unikt som det, Suuns gør, er få bands forundt.” Sådan lød det fra GAFFA i en begejstret 5-stjernet anmeldelse, da det canadiske band i 2016 gæstede Jazzhouse med en intens koncert. Samme år kuraterede bandet et program til den toneangivende festival Le Guess Who, hvor de præsenterede navne som Pauline Oliveros, Jerusalem in My Heart og Patrick Higgins. Et udvalg der siger en del om, at selvom Suuns typisk rubriceres som et rockband, så trækker de på mange inspirationer hinsides rocken – og dermed er de med til at forny den på en respektindgydende måde.

Bandet, der er en del af Montreals spændende alternative musikmiljø, har længe været darlings hos kritikere og publikum, der gerne ser rocken finde nye veje. Siden albummet “Felt” fra 2018 har der dog været lidt stille om bandet, der dog udsendte EP’en “Fiction” i 2020. I mellemtiden er bandet gået fra at være en kvartet til at være en trio, og det nye line-up har – sammen med den globale pandemi – været en kreativ sten i skoen til atter at finde nye veje.

På deres nye album, “The Witness”, der udkommer til september på Joyful Noise Recordings, har de trukket på jazzen som inspiration i deres musikalske tilgang, ligesom der arbejdes med subtile elektroniske lag. Allerede nu kan man høre første single, den atmosfæriske “Witness Protection”. Samtidig med release af singlen, offentliggør bandet en stor tour, der bringer dem forbi ALICE med hele to koncerter til efteråret. Billetsalget går i luften fredag 11. juni kl. 10.00.