En opfordring til at lytte efter. Sådan har avisen the Guardian beskrevet Lamin Fofanas musik. I hans ambient lydlandskaber finder man både originale kompositioner, arkivmateriale og autentiske lydoptagelser. Dette eklektiske mix gør den New York-residerende kunstner og musiker født i Sierra Leone til en af de mest interessante elektroniske artister netop nu.

I sin musik udforsker Lamin Fofana temaer såsom migration, fremmedgørelse og tilhørsforhold. Han bringer originale kompositioner, arkivmateriale og autentiske lydoptagelser sammen i ambiente og tekno-agtige lydlandskaber, som nok er abstrakte, men med betydelig politisk vægt. For i sin lyd udforsker Lamin Fofana blandt andet de bevægelser, som Sorte mennesker på tværs af kloden har foretaget, og de sociale, kulturelle og økonomiske implikationer, som de menneskers bevægelser stadig har den dag i dag. Alt det gør Lamin Fofana til en af de mest interessante artister på den elektroniske musikscene netop nu.

Lamin Fofana bevæger sig i flere retninger på én gang, og han er lige så meget musiker som han er kunstner. Det vidner hans tidligere optrædener om – han har blandt andet optrådt på Tate Liverpool, Hamburger Bahnhof i Berlin og Haus der Kunst i München. Desuden har han optrådt på den 57. Venedig Biennale og på Documenta 14 i Kassel. Lamin Fofana har en række musikalske udgivelser bag sig, bl.a. triologien ‘Black Metamorphosis’, ‘Darkwater’ og ‘Blues’, der er inspireret af Black studies-pionerer såsom Sylvia Wynter og W.E.B. Du Bois. Nyest er albummet ‘Lamin Fofana And The Doudou Ndiaye Rose Family’ fra 2023, hvor mbalax-trommer og autentiske lydoptagelser bliver bragt ind i et kosmisk lydlandskab, der både inviterer til at lytte opmærksomt og til at bevæge sig i takt. Lamin Fofanas lyd er hjemsøgt af forfædres spøgelser og en rejse ud i en fjern galakse. Det er en invitation til at tænke verden påny.

Sagt om Lamin Fofana:

“In 1978, Brian Eno proposed that ambient music create atmospheres to accompany people in standardised spaces such as airports. Fofana warps this mood music, making his work exist on the cusp of ambience and noise. It is uncomfortable at points – lulling the listener through repetition and then shocking with the interjection of something as simple as a melody or static. This is not airport nor lift music; Fofana’s ambience is not an atmospheric background, but a call to pay attention.” – Ammar Kalia i The Guardian