“A musical miracle!”, har New York Times skrevet om den tuvanske kvartet Huun Huur Tu, der i to årtier har skabt på én gang massive og nuancerede lydbilleder med deres overjordisk klingende strubesang og imponerende vokalharmonier. Siden de sidste år spillede to koncerter for et lamslået publikum i en helt fyldt Brorsons Kirke, har vi ikke været i tvivl om at der er et musikalsk mirakel i vente når de spiller i Christians Kirke til november.
Huun Huur Tus internationalt kendte og imponerende strubesang trækker tråde til ældgammel tuvansk sangtradition. Ved at skabe en vibrerende drone i struben, samt en eller endda to overtoner, formår hver sanger synge op til tre toner på en gang, som flettes ind og ud af unisone og flerstemmige vokalharmonier. Det lyder mildest talt utroligt. Vokalerne suppleres af traditionelle, håndbyggede instrumenter fra hjemegnen, som bl.a. tæller de distinkte strygeinstrumenter igil og byzaanchi, som både stryges og plukkes. Dertil kommer den langhalsede lut, doshpuluur, den lille mundharpe khomus, den shamanske tromme dünggür og det imponerende perkussive instrument, tuyug, der består af to hestehove. Ikke desto mindre har Huun Huur Tu de seneste år også eksperimenteret med vestlige instrumenter som guitar og endda elektronisk musik.
Huun Huur Tus magiske shaman-musik hylder med deres sange bjergene og sletterne samt naturens kræfter og mysterier. Gruppens grundlægger Kaigal-ool Khovalyg var endda hyrde på Tuvas sletter, før han blev verdensomrejsende musiker, der i dag har spillet med bands som Kronos Quartet og Frank Zappa.
Oplevede man ikke en af Huun Huur Tus hypnotiske koncerter i Brorsons Kirke sidste år, anbefaler vi på det stærkeste at man ikke snyder sig selv for den enestående oplevelse det bliver, når ALICE præsenterer dem i Christians Kirke på Christianshavn.
Sagt om Huun Huur Tu:
“Da de oplader deres stemmer for første gang blæses man allerede fra sans og samling. Firstemmig vokalharmoni, nogle skønsynger med gjaldende tenor, nogle i gang med at growle fra struben med dybe grundtoner og høje fløjtende overtoner. De bygger på hver deres måde droner, hvor de – alt efter lungekapacitet – fader ind og ud af den store smukke lydbølge, der skyller ind over os. ” – Ralf Christensen, Information
“[…] a musical miracle!” – NEW YORK TIMES
“The Tuvans will ride into your brain and leave hoofprints up and down your spine.” – THE SAN FRANCISCO BAY GUARDIAN