Alene gruppens vokaler skaber overjordiske lyde. Med deres fantastiske strubesang fremstiller de overrumplende droner: Den ene tone flyder langsomt over i den anden, samtidigt med at overtonen produceres, i et på én gang massivt og nuanceret lydbillede.
Teknikken trækker tråde til en ældgammel tuvansk sangtradition. Eller faktisk flere traditioner. Huun Huur Tu benytter forskellige strubesangsteknikker med hvert deres karakteristika.
Vokalerne suppleres af strygeinstrumenterne igil og byzaanchi, hvis udseender er lige så distinkte som deres lyde: Igil’en er formet som en hest og byzaanchi’ens krop har en cylindrisk form. Dertil kommer den langhalsede lut, doshpuluur, den lille mundharpe khomus og slaginstrumentet, tuyug, der består af to hestehove.
Den magiske shamanmusik hylder med ældgamle sange bjergene og sletterne, naturens kræfter og mysterier.
Geografisk er musiktraditionen vokset ud af området omkring Tuva-regionen på grænsen mellem den sibiriske taiga og den centralasiatiske halvørken. Og på Tuvas sletter var gruppens grundlægger, Kaigal-ool Khovalyg hyrde, før han blev verdensomrejsende musiker, der har spillet med band som Kronos Quartet og Frank Zappa.
Huun Huur Tu spillede tidligere i år en enestående koncert på et udsolgt Global, og det er et ret så stolt ALICE og Copenhagen Jazz Festival, der nu kan præsentere deres steppemusik i Brorsons Kirke.
Dørene åbner: kl. 19:00
Koncerten starter: kl. 20:00
Pris: 120 dkk inkl. gebyr