fbpx

27.01.2022

Voodoo Ritual/Dub

Chouk Bwa & The Ångstromers (INT) at Valby Kulturhus

Torsdag d. 27. januar
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Pris: 150 DKK inkl. gebyr
Køb billetFacebook

Chouk Bwa & The Ångstromers forstærker trance-rytmer, improvisationsdans og traditionel haitiansk musik med omsluttende dub og modular synth og skaber en musik, der går direkte i kroppen. Kom og lad dig opsluge af voodoo-ritualet når gruppen spilleri Valby Kulturhus.

Bemærk: Koncerten foregår i Valby Kulturhus

I september 2016 gik det haitianske ensemble Chouk Bwa sammen med den belgiske elektroniske duo The Ångstromers og skabte et nyt projekt, hvor modular synth giver nye dimensioner til haitianske vodoo-ritualer og forstærkning til traditionelle trancedannende rytmer. Chouk Bwa & The Ångstromers udgav live-EP’en “Electric Mambo” i 2019 og fulgte i 2020 op med albummet “Vodou Ale” på Bongo Joe Records.

Chouk Bwa (tidligere Chouk Bwa Libète) har deres udgangspunkt i haitiansk “mizik rasin” (roots-musik), som manifesterede sig under diktaturet i Haiti i slutningen af 1970’erne, men som har dybe rødder i landets afrikanske arv. Chouk Bwa består af tre percussionister og to dansere, som kombinerer traditionelle trommerytmer og improviseret dans med call-respons-vokaler og den spirituelle messen fra haitiansk voodoo-ritual. Gruppen er anført af komponist Jean Claude “Sambaton” Dorvil og Gomez « Djopipi » Henris på vokal og percussion-instrumentet “fer”, som traditionelt har været brugt til at anslå tempoet og rytmen i musikken og fremmane ånderne.

The Ångstromers består af Frédéric Alstadt og Ripit, som begge er specialiserede i liveeksperimenter med elektroniske vintage-instrumenter som modular-synths. Live kobler The Ångstromers de elektroniske instrumenter til Chouk Bwas trommer og forstærker den energiske stammemusik med elektroniske impulser og omsluttende dub.

Chouk Bwa & The Ångstromers har bl.a. optrådt på Siestes Electroniques (Toulouse, Frankrig), Eastern Daze (Gent, Belgien), Explore the North (Leeuwarden, Holland) og Trans Musicales de Rennes. De skulle have gæstet ALICE i 2020, men den koncert måtte aflyses. Det er derfor en stor glæde, at vi nu endelig kan præsentere dem i København.