Kosmos Trio
Hør en fremadstormende, ung klavertrio til denne søndagsmatiné på Kind of ALICE. Kosmos Trio spiller original, moderne jazz i et minimalistisk og nordisk klingende lydunivers og søger altid efter det i musikken, der taler mest direkte til dem selv og lytteren.
Kosmos Trio beskæftiger sig med en umiddelbarhed og et simpelt, forståeligt sprog, som fletter sig ind i de ofte komplekse kompositioner. Et spændingsfelt, som gør Kosmos Trio til en interessant og bredtfavnende gruppe, der med sin musikalske sensitivitet uden tvivl sørger for en nærværende og stor koncertoplevelse.
I oktober 2022 udgav trioen deres debutalbum ”Brev til en ven” som er blevet varmt modtaget i både ind- og udland. Politiken kvitterede med 4 hjerter og sammenligner pladen med Paul Motian og Esbjörn Svensson Trio og skriver desuden at ”Kosmos Trio formår at skille sig ud med et album, der ikke kun i betragtningen af musikernes unge alder er imponerende velskabt, men indimellem også røber mere bid og kant fra et andet temperament end det milde og harmoniske”.
Albummet har fået radiotid på bl.a. P8-jazz og omtale i flere internationale jazzmagasiner, heriblandt Jazz Jorunal UK som skriver: “Brev til en ven” is a release of original, leanly rendered yet highly atmospheric compositions with pensive melancholy and vibrant affirmation held in stimulating balance throughout.”
Klaver: Frede Holger Thorsen
Kontrabas: Harald Hagelskjær
Trommer: Gustav Hagelskjær
—
ALICE på Stairway
Mens vores koncertsal på Nørre Allé 7 renoveres, genhuses ALICE midlertidigt på Stairway i Vanløse i 2023.