fbpx

Bjarke Svendsen stopper som leder af ALICE ved udgangen af 2022

Når ALICE i 2023 åbner dørene for sin midlertidige genhusning på Stairway i Vanløse, bliver det uden den nuværende leder, Bjarke Svendsen, ved roret. Spillestedets leder gennem de seneste 2 år har nemlig valgt at søge nye udfordringer ved en af de naturlige skilleveje i spillestedets videre udvikling.

De sidste par år har Spillestedet ALICE været lukket ned. Først på grund af Covid-19, siden på grund af lukning af koncertsalen på Nørre Allé grundet større sundhedsmæssige risici. I den tid har spillestedets nuværende leder, Bjarke Svendsen, arbejdet ihærdigt for at skabe koncerter i ALICEs ånd på andre lokationer i København, mens han har ydet en enorm indsats for at få gennemført den påkrævede renovering af lokalerne på Nørre Allé, som nu er på vej. Nu står spillestedet ved en skillevej, hvor Bjarke Svendsen har valgt at søge nye udfordringer. Han overlader roret til den nye leder, HC Gimbel, der sammen med personalet vil genetablere og åbne ALICE. Først midlertidigt i Vanløse, og siden i eget venue på Nørrebro.

”Vi vil gerne fra bestyrelsens side udtrykke vores taknemmelighed for den indsats, som Bjarke har lagt for dagen både i forhold til at få ALICE gennem en tid med store prøvelser, og i det arbejde han har lagt i at få et stærkt samarbejde med ALICEs primære tilskudsgiver, Projektstøtteudvalget for Musik og Københavns Kommune, så spillestedet og ALICEs publikum nu kan se fremad mod lysere tider i egne lokaler”, udtaler ALICEs bestyrelsesleder, Rikke Frisk.

Trods mange vanskeligheder er det blevet til mere end 160 koncerter i løbet af det seneste år, ligesom Bjarke Svendsen også var med til at søsætte koncertrækken af bestillingsværker ALICE Works under corona-lockdown. De store projekter med koncerter i andre formater som Organic Music Societies på Bellahøj Friluftsscene og Moki Cherry-udstillingen under Gong Tomorrow i 2021, blev også skabt under Bjarke Svendsens ledelse.

Med Bjarke Svendsens opsigelse har bestyrelsen valgt at overlade den daglige ledelse til den nyansatte leder H.C. Gimbel. Det bliver hans opgave at etablere den organisation, der skal føre spillestedet gennem den midlertidige genhusning på Stairway i Vanløse og tilbage i fuldt flor på eget spillested. Desuden vil han i foråret sammen med bestyrelsen lægge an til en større strategisk udvikling, for at genetablere ALICE som Danmarks helt unikke regionale spillested efter flere år uden faste rammer.

×