Valeur / Siberg

Forfatteren Michael Valeur og komponisten Jesper Siberg er tilbage som duo. Som i 80’erne vil Valeur/Siberg med musik og ord beskrive perioden set indefra. Teksterne fra dengang fremføres uredigerede, mens anekdoterne og en række nyere digte fungerer som tilbageblik fra det sted duoen står i dag.

OBS: Der sælges 100 billetter til arrangementet. Kun siddepladser.

 

80’erne! Et årti, der er både elsket og hadet. Et årti, hvor linjerne blev trukket skarpt op og hvorfra der fortsat går lige linjer frem til i dag. Forfatteren Michael Valeur og komponisten Jesper Siberg var på hver deres måde og sammen en del af 80’ernes kunstneriske udtryk. Valeur som digter med udspring i bz- og punkbevægelsen. Siberg som elektronisk musiker og sangskriver. Blandt andet i gruppen Scatterbrain, der udgav to banebrydende albums i tidens elektroniske post-punk-bølge.

 

Sammen udgjorde de duoen Valeur/Siberg, hvor musik og ord mødtes i en dyster og indædt performance, der beskrev livet som ung i 80’ernes københavnske undergrund. Sammen udgav de også de tre værker ”Kærlighed til kniven (1985)”, ”Det drejende punkt (1984)” og ”Mørkets splintrede øje (1982)”, hvor duoens intense udladninger blev indspillet og udgivet på Irmgardz.

 

Onsdag 21. november 2018 træder Valeur/Siberg igen op på scenen. Anledningen er, at disse tre værker på denne dato gøres digitalt tilgængelige (via pladeselskabet Glorious Records), og fordi Valeur og Siberg i 2019 barsler med et nyt show, hvor Valeur/Siberg vil beskrive, hvordan 80’erne blev oplevet indefra med musik, ord og refleksioner.

 

Aftenens show er en forsmag på dette. Der vil blive læst tekster, spillet musik og fortalt historier fra 80’erne. Teksterne fra dengang fremføres uredigerede og som en tidsmaskine vil de tage publikum med tilbage og vise tiden som den var, mens anekdoterne og en række nyere digte fungerer som tilbageblik fra det sted duoen står i dag.

 

 

 

Onsdag d. 21. november

Dørene åbner: kl. 19:00

Foredraget starter: kl. 20:00

Pris: 70 dkk inkl. gebyr

Relaterede koncerter

Alice sticker