ALICE udpeges som regionalt spillested for perioden 2021-2024

Teto Preto på ALICE, 5 oktober 2019. Foto: Tobias Nilsson

Statens Kunstfonds projektstøtteudvalg for Musik har netop offentliggjort listen med de spillesteder, som udpeges til Regionale Spillesteder for perioden 2021-2024. Det er en stor glæde for ALICE at kunne meddele, at vi er blevet udpeget som et af de to spillesteder i København, der har fået æren. 

Udnævnelsen som regionalt spillested for de kommende 4 år er en fantastisk anerkendelse af ALICEs arbejde og et tilsagn om behovet for, at ALICE fortsat løfter de høje kunstneriske ambitioner som Københavns flagskib for den eventyrlystne musik. Det er samtidig en stor tillidserklæring om, at ALICE fortsat kan udvikle den globale musik og den eksperimenterende samtidsmusik, at vi kan skabe rammer med et højt professionelt niveau for de mest interessante strømninger inden for vores felt, og at vi kan samle og understøtte eksisterende miljøer med bl.a. netværk, videndeling og formidling indenfor vores musikalske felt.

Om udpegningen udtaler Piet Breinholm, daglig leder på ALICE:

“Det er absolut fantastisk! At det lykkedes, skyldes først og fremmest en kæmpe holdindsats fra frivillige, freelancere, ansatte og bestyrelsen. Sammen har vi siden åbningen i februar 2018 kæmpet for at ALICE skulle bevise sit værd, åbne døre til nye verdener og være en stadig voksende inspirationskilde for det danske musikliv. Fra 2021 og fire år frem fortsætter ALICE med at have højt til loftet og en dyb kælder med al den musik, vi ikke aner eksisterer endnu. Tak! I dag skal der skåles!”

Nationalscene for den globale og eksperimenterende musik

Spillestedet ALICE opstod i 2018 ved en sammenlægning af de to spillesteder Global og Jazzhouse. Forud for sammenlægningen var der allerede et tæt samarbejde mellem de to steder – et samarbejde, der bl.a. resulterede i at de sammen ansøgte om og fik tildelt støtte som regionale spillesteder for den nuværende periode fra 2017-2020. ALICE har fra sin fødsel arbejdet inden for denne rammeaftale, men også udvidet den. Bl.a. ved at arbejde som flydende spillested, der både har skabt unikke koncerter i andre rum i København, og også har opbygget landsdækkende koncertturneer. Med dagens udmelding er det altså første gang, at ALICE direkte udpeges som regionalt spillested.

Udnævnelsen er dermed også en vigtig opbakning til den vision, som ALICE fra fødslen har været båret af: At være en samlende og generøst delende nationalscene for sit felt og derigennem bidrage til at udvikle og formidle en stærk scene for den eksperimenterende og globale musik i København og resten af Danmark. Støtten bekræfter, at ALICE med denne vision er en vigtig del af det musikalske øko-system. Og fire år som regionalt spillested skaber en væsentlig grobund for, at denne vision kan udfolde sig.

Om regionale spillesteder

De regionale spillesteder skal fremstå og virke som dynamiske og kompetente kraftcentre, der med udgangspunkt i mangfoldighed og fornyelse formidler, præsenterer, profilerer og udvikler rytmisk musik af høj kunstnerisk kvalitet i hele landet. Regionale spillesteder udpeges for fire år ad gangen på baggrund af spillestedets strategi og en ansøgning til Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik. Det er en forudsætning, at spillestedet modtager et substantielt kommunalt tilskud til musikdriften. Læs mere her.

Læs pressemeddelelse fra Statens Kunstfond om den aktuelle udpegning her.