Om koncerten

REMBETIKO

Den kurdiske sangerinde Çiğdem Aslan optræder for første gang i København. Med sit band dykker hun ned i et fletværk af traditioner fra alevi-sange og græsk rembetiko til kurdisk og anatolsk folkemusik. Præsenteres i samarbejde med Fanø Free Folk Festival.

 

Çiğdem Aslan er født i Istanbul af kurdiske forældre og bosat i London, hvorfra hun gennem flere år har brugt sang og musik til at afdække de komplekse kulturelle mosaikker og brudflader, som man finder i Tyrkiet og Balkan. Aslan synger på adskillige sprog - bl.a. kurdisk, tyrkisk, græsk, bosnisk, bulgarsk, roma mm. - og i sine projekter har hun fortolket både klezmer, balkan-folk og et væld af tyrkiske, kurdiske og anatolske traditioner.

 

Aslan har ikke mindst skabt sig et navn som en af vor tids førende rembetiko-fortolkere. Rembetikoen beretter om udvandring, eksil og et liv på samfundets bund. og skildrer livet hos fattige immigranter, der rejste fra Tyrkiet til Grækenland i starten af det 20. århundrede. Med sine indlevende fortolkninger af disse immigranters historier holder Aslan også et spejl op for vor tid og dekonstruerer nationale fortællinger ved at blotlægge nutidens brogede og multikulturelle rødder.

 

Rembetikoen udgjorde også en central nerve på Aslans debutalbum som solo-kunstner, ‘Mortissa’ fra 2013. Et album, der øjeblikkeligt gjorde hende til en lysende stjerne på folk/roots-himlen og bl.a. blev udnævnt som årets album i magasinet Songlines. fRoots udråbte ligeledes albummet som et af årets bedste. Året efter inviterede Fanø Free Folk Festival Aslan til Sønderho, hvor hun optrådte med kvartetten Nefesh samt i duo med Tahir Palali. En duo, hvor hun dykker ned i den særlige alevi-musik, og som fik Informations Ralf Christensen til at skrive, at duoen transporterede “det tyrkiske folkeslags smerter og fornøjelser gennem tid og rum og via folkesangen til Fanø 2014.”

 

Og netop sådan er det med Aslan, at hun med sin stemme kan fortælle historie og formidle sorg og glæde gennem tid og rum. Dette fik man også at mærke på det efterfølgende album, ‘A Thousand Cranes’ (2016), der atter fik kritikerroserne frem. Bl.a. skrev The Guardian: “A Thousand Cranes, a title influenced by a soulful lament about migratory birds and parting, broadens her range, and establishes her as one of the finest, most emotional singers of the region.”

 

Med stolthed kan Alice og Fanø Free Folk Festival nu byde på den første københavnske koncert med Aslan, der i denne forbindelse optræder med fuldt ensemble bestående af Nikos Baimpas (kanun), Ant Romero (percussion) og Colin Somervell (kontrabas).

 

 

Dørene åbner: kl. 20:00

Koncerten starter: kl. 21:00

Pris: 165 dkk inkl. gebyr

Relaterede koncerter

Alice sticker

PSYCHEDELIC SAMBA

Med inspiration fra den afrobrasilianske religion Candomblés trancedannende rytmer leverer Metá Metá psykedelisk samba i et legende samspil med jazz og afrobeat

 

Den nyskabende og genrenedbrydende trio har base i São Paulo, hvor de udgør en vigtig del af byens musikscene og den boblende undergrund af lydeksperimenter, free jazz og noise. Men hvis man skal forstå Metá Metás unikke lyd, må man også kigge længere op ad den brasilianske østkyst til Bahia-regionen, hvor den afrobrasilianske religion Candomblé stammer fra.

 

Candomblé startede blandt de slavegjorte afrikanere i Brasilien og den religiøse musik er bygget op omkring de dansende trancerytmer, som er kendetegnende for Metá Metás særegne musik. Den arv har ført Metá Metá til den anden side af atlanten, hvor de har arbejdet med afrobeat-legenden Tony Allen, hvis musik har sat sit præg på gruppen.

 

Når Metá Metá gæster ALICE, bliver det i den udvidede livekonstellation, hvor sanger, saxofon og guitarist, bliver støttet på scenen af trommer og bas, hvilket giver koncerterne en ekstra rytmisk nerve og et mere energisk lydudtryk. De fem musikere formidler eksperimenterende musik i et sonisk rum, hvor glæden ved musikken og de trancedannende rytmer.

 

Onsdag d. 6. juni

Dørene åbner: kl. 20:00

Koncerten starter: kl. 21:00

Pris: 135 dkk + bookinggebyr

Relaterede koncerter

Alice sticker

ROCK/FREE IMPROV

Den legendariske trio, The Dead C, har i mere end 3 årtier kompromisløst udforsket spændingsfeltet mellem fri improvisation og noise rock. Alice og Forbidden City kan nu byde på yderst sjælden dansk koncert med det albumaktuelle band. KPTTM er tilføjet som support.

 

Mens no wave-bølgen gradvist blev til noise i USA, formede new zealandske Bruce Russell, Michael Morley og Robbie Yeats hvad der skulle blive til The Dead C. Trioen har siden 1987 konstant bevæget sig i det eksperimenterende grænseland mellem rock, noise og fri improvisation, og er kendt for støjende lo-fi guitarlandskaber og deres originale improvisatoriske take på noise. 

 

Med en 30-årig karriere og lige så mange internationale udgivelser i bagagen, udforsker Dead C konstant spændingsfeltet mellem det velkendte og det improviserede, stadig med benene solidt plantet i den eksperimenterende undergrundsscene. 

 

I forbindelse med udgivelsen ‘Rare Ravers’ på det New York-baserede label Ba Da Bing Records, spiller bandet en række sjældne europæiske koncerter. Siden Dead C blæste folk omkuld på Festival of Endless Gratitude i 2016, er Alice ovenud glade for at kunne præsentere den første danske koncert nogensinde med hele den originale opsætning. 

 

Sagt om The Dead C

“Without the Dead C. the face and sound of modern noise and experimental music would be unfathomably different.” Dusted, USA

 

Support: KPTTM

Aftenen skydes i gang med højenergiske KPTTM (guitarist Kristian Poulsen fra bl.a. Spost og Easy Rider og trommeslager Toke Tietze Mortensen fra yoyooyoy, To\To). Duoen, der i øvrigt har gæstet Jazzhouse tidligere, har med deres rå, fri improvisation og repetitive dansemusik markeret sig som et af Københavns absolut mest intense livebands.

 

 

Torsdag d. 7 juni

Dørene åbner: kl. 19:00

Koncerten starter: kl. 20:00

Pris: 120 dkk + bookinggebyr

Relaterede koncerter

Alice sticker

AFROBEAT/HIGHLIFE

Den ghanesiske mester Ebo Taylor vender tilbage med nyt album og et vitalt nyt band. Forvent en dansevenlig magtdemonstration ud i Taylors stilskabende blanding af afrobeat og highlife.

 

Skønt han for længst har rundet de 80 år, formår den ghanesiske legende Ebo Taylor fortsat at skabe ekstatiske koncertoplevelser og sætte gang i dansen med sin helt egen blanding af afrobeat, highlife, funk og jazz. Han har en original guitartone og er en enestående bandleder med en stærk karisma på scenen.

 

Hans musikalske karriere går helt tilbage til 50’erne, men især op gennem 60’erne og 70’erne var han i høj grad med til at definere vestafrikansk musik, bl.a. som orkesterleder af Ghana Black Star Band/Osibisa. Hans musik inspirerede en lang række andre afrikanske kunstnere, herunder en ung Fela Kuti.

 

Selvom Taylor i flere årtier har været en populær og indflydelsesrig musiker i Ghana, var det først i 2010, at han fik et sent gennembrud i Europa, da pladeselskabet Strut udsendte albummet ‘Love & Death’ til stor international anerkendelse. Pladen blev indspillet sammen med det Berlin-baserede Afrobeat Academy, og i kølvandet på den gav Ebo Taylor en lang række fremragende koncerter i Europa, herunder også en rost koncert til Copenhagen Jazz Festival i 2011. Strut fulgte op på succesen med opsamlingsalbummet ‘Life Stories: Best of Ebo Taylor 1973-80’, der introducerede nye lyttere til det righoldige bagkatalog.

 

Nu vender legenden tilbage med en ny plade, der udkommer op til koncerten på ALICE. Til den nye plade har Taylor samlet en række yngre musikere fra Ghana under navnet The Saltpond City Band. Producer på albummet er den garvede Justin Adams, som også har ageret producer på albums af Robert Plant, Tinariwen og ALICE-aktuelle Terakaft. Taylor dykker denne gang dybere ned i sin mangeårige kærlighed til jazzen, men selvfølgelig stadig med den dansevenlige signaturlyd intakt.

 

Dørene åbner: kl. 20:00

Koncerten starter: kl. 21:00

Pris: 165 dkk inkl. gebyr

Relaterede koncerter

Alice sticker

ELECTRO-POP/EXPERIMENTAL

Synths, strengeinstrumenter, samples af hverdagslyde og en distinkt vokal danner rammen om Suiko Takaharas elektro-poppede projekt The Venopian Solitude.

 

Under pseudonymet Suiko Takahara, har den malaysiske Red Bull Music Academy-alumni og eksperimentalistinde siden 2009 skabt en finurlig og fængende elektropop. Takahara udfolder sit konceptuelle og følelsesmæssige engelsk-malaysiske tekstunivers i lydkollager af vokaleksperimenter og samples af hverdagsobjekter som dåser og papæsker. Hendes særlige vibe sender tanker mod navne som Kimya Dawson (The Moldy Peaches), Regina Spektor og Kimbra.

 

Trods sin anonymitet, har Takahara oplevet voksende opmærksomhed fra alle dele af verden. På sites som Youtube og Bandcamp, hvor hun på bedste DIY-vis udgav sine første EP’er, har hun nærmest opnået kultstatus blandt nysgerrige følgere, og pladeselskabet Kasi Gegar Entertainment har siden fået øjnene op for hendes originale lydeksperimenter.

 

Efter udgivelsen af den prisbelønnede debutplade fra 2014, er det skæve one-woman show blevet til bandet The Venopian Solitude, som har base i Selangor, Malaysia. I deres liveoptræden bindes et menageri af synths, strenginstrumenter, percussion og samples sammen af Takaharas insisterende vokal. Bandet har spillet festivaller i Amsterdam, Berlin, Singapore og Japan, og Suiko Takahara skulle efter sigende have passeret de berygtede og kræsne dørmænd på Berghain, Berlin, i fuld jihab!

 

Dørene åbner: kl. 20:00

Koncerten starter: kl. 21:00

Pris: 110 dkk inkl. gebyr

Relaterede koncerter

Alice sticker