03.02.2020

Free Folk

Viking Moses (US) + Jeppe Højgaard

Mandag d. 3. februar
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Pris: 50 DKK inkl. gebyr
Kun dørsalgFacebook

Free Folk Mondays vender tilbage. ALICE og Fanø Free Folk Festival skyder en ny sæson af den skæve folk-klub i gang med excentrisk folk fra amerikanske Viking Moses og skrøbelige dansksprogede sange fra Jeppe Højgaard.

Det er med stor stolthed, at vi kan skyde en ny sæson af Free Folk Mondays i gang med ingen ringere end den amerikanske kult-musiker Viking Moses. Bag navnet finder vi Baltimore-sangskriveren Brendon Massei, der under sit alias i 13 år har fortryllet publikum med sine på én gang skramlede og skrøbelige sange.

Han har turneret flittigt og er kendt for intense live-optrædener. Men nok så vigtigt er han kendt for sine mørke sange, der har fået anmeldere til at trække tråde til både klassiske amerikanske sangskrivere som Townes van Zandt og alternative americana-stemmer som Will Oldham og David Eugene Edward. Viking Moses er aktuel med albummet “Cruel Child”, der fik følgende ros med på vejen fra Post Trash: “It feels human, as if Massei has laid his soul bare to reach some type of truth about the human condition. It is a record of questions, with a multitude of different answers and it begs the listener to hang on every word he sings.”

Vi får denne aften også besøg af danske Jeppe Højgaard. Han har i mange år været en spændende musiker på den danske improv-scene, men trådte i 2016 i karakter som både dansksproget sangskriver og eksperimenterende komponist med det overmåde ambitiøse værk     “Gennem Glasset”, der bestod af tre plader, og som modtog begejstrede anmeldelser. Albummet viste også en kunstner, der ikke lader sig sætte i bås af en genre. Højgaard favner således både sangskrivning, lydkunst, improvisation og komposition, samt overskridelsen af dem alle.

Jeppe Højgaards seneste udgivelse – “Skrig Hvis Du Har Lunger” – finder sit liv i et modsætningsfyldt rum; hvor det tilfældigt glitchede møder det stramt redigerede, akustisk lyd manipuleres gennem digital processering til et sammensurium af kirkeorgel, støj og vokal. Og vi er særdeles spændte på, hvad han har at byde på til koncerten på ALICE!

Med Free Folk Mondays præsenterer ALICE i samarbejde med Fanø Free Folk Festival skæve og sprøde folk-navne på udvalgte mandage. Vi bygger et intimt folk-univers op og byder på både lokale og internationale navne, primært fra den mere alternative ende af folkemusikken. Ofte sætter vi fokus på lokale miljøer og vi inviterer skiftende gæste-kuratorer. Entréen er hver gang holdt billigt på 50 kroner, der går ubeskåret til musikerne.