06.09.2018

Free Jazz

Torden Kvartetten (DK/SE) – aflyst

Torsdag d. 6. september
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Pris: 100 DKK inkl. gebyr
Facebook
Koncerten er afholdt

Grundet sygdom er vi desværre nødt til at aflyse torsdagens koncert med Torden Kvartetten. Der arbejdes på en ny dato. Købte billetter refunderes snarest via Billetto.

Dansk/svenske Torden Kvartetten giver en af deres sjældne koncerter på ALICE. Kvartetten består af førende nordiske improvisationsmusikere: Mats Gustafsson (saxofoner), Per-Åke Holmlander (tuba), Peter Friis Nielsen (bas), P.O. Jørgens (trommer)

 

En af Danmarks mest bemærkelsesværdige free form rytmesektioner møder to af Sveriges mest kraftfulde blæsere i Torden Kvartetten. Peter Friis Nielsens elastiske el-bas og P.O. Jørgens’ evigt innovative slagtøjsspil har kunnet opleves i mange sammenhænge – måske mest markant i selskab med Peter Brötzmann som The Wild Mans Band.

 

I Torden Kvartetten har den kompromisløse rytmegruppe fundet gode legekammerater i den svenske saxofonist Mats Gustafsson og ligeledes svenske Per-Åke Holmlander på tuba. Sammen har de indspillet to plader og givet en række intense koncerter, spændende fra lyrisk punktualisme til frenetiske energiudladninger.

 

Mats Gustafsson er en af det skandinaviske free jazz-miljøs førende skikkelser. Han kendes ikke mindst for trioen Fire! og det deraf afledte stororkester Fire! Orchestra, som netop var med til at sende ALICE i luften i starten af 2018. Gustafsson er ikke blot en kraftfuld saxofonist og en stærk improvisationsmusiker, men en visionær skikkelse som igen og igen har formået at skubbe den eksperimenterende jazz i nye retninger.

 

Også Per-Åke Holmlander har slået sine folder i Fire! Orchestra, og han er også på plakaten på ALICE i efteråret som del af Paal Nilssen-Loves roste PNL Large Unit. I det hele taget er Holmlander, som har en baggrund som klassisk uddannet tuba-spiller, en særdeles efterspurgt improvisationsmusiker, der har optrådt med navne som Paul Lovens, Phil Minton, Sven-Åke Johansson, London Jazz Composers Orchestra og Peter Brötzmann Chicago Tentet.

 

Alle musikere i Torden Kvartetten er særdeles aktive i andre sammenhænge, hvorfor de ikke har turneret siden 2013. Men nu får man altså en sjælden chance på ALICE. Lad tordenvejret rulle!

 

English:

 

Consisting of some of the most prominent nordic improv musicians (Mats Gustafsson (sax), Per-Åke Holmlander (tuba), Peter Friis Nielsen (bass), P.O. Jørgens (drums)), Torden Kvartetten is taking the free form concept to new thunderous levels. The band will be playing a rare concert at ALICE, so be sure to get your ticket.

 

 

Torsdag d. 06. september

Dørene åbner: kl. 19:00

Koncerten starter: kl. 20:00

Pris: 100 dkk inkl. gebyr

 

(Foto: Kristoffer Juel Poulsen, Copenhagen Jazz Festival 2014)