fbpx

17.02.2021

Arab Disco

TootArd (INT)

Onsdag d. 17. februar
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Pris: 130 DKK inkl. gebyr
Køb billetFacebook

Arabisk disco fra Golan-højderne.

Var man til TootArds koncert på ALICE tilbage i 2018 vil man sikkert huske den medrivende koncert, hvor gruppen forbandt dansable rytmer med guitardrevet ørkenblues og psykedelisk arabisk rock.

Dette udtryk fra også bærende for deres forrige album, “Laissez passers”, hvis titel henviste til det særlige dokument, som de to brødre fra bandet – Hasan og Rami Nakhleh – må bære, når de skal rejse. De bor nemlig i det besatte område Golan-højderne, der grænser op til Syrien. Her har beboerne status som statsløse og kan derfor ikke eje pas.

Fast forward til 2020 og TootArds nye album, “Migrant Birds” (Glitterbeat). Væk er de støvede guitarer og de rockede elementer. Til gengæld er der skruet markant op for de dansable beats og de medrivende melodier. Albummet er nemlig en hyldest til arabisk pop og disco fra 80’erne og ikke mindst en kærlighedserklæring til festkulturen og den flamboyante stemning fra Beiruts legendariske natklubber.

Som titlen antyder, er bandet dog fortsat optaget af ideen om en nomadisk utopi sat overfor en politisk virkelighed med indskrænkende grænser. Musikken er således på én gang nostalgisk optaget af en dekadent festkultur, som i dag har trange kår i Mellemøsten, og optaget af utopien om at kunne være som en trækfugl, der ubesværet lader hånt om de grænser, som mennesker har indtegnet på kortet. Denne dobbelthed skaber en poetisk melankoli i den på overfladen så sorgløse musik og gør “Migrant Birds” til et på én gang festligt og vedkommende værk.

Kom og dans med TootArd, når de bringer stemningen af Beirut-disco med smægtende synthstrygere og 80er-trommemaskiner, til ALICE!

Sagt om TootArd:

“The catchy pop hooks and machine beats layered with Arabic quarter-tone melodies evoke the hedonistic dance floors of Cairo or Beirut in the 1980s – although that’s only half the story. Underneath the frothy confection lie darker lyrics about exile and statelessness.” – Uncut