01.09.2020

Post-Rock/Experimental Rock

This Will Destroy You (US)

Tirsdag d. 1. september
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Pris: 200 DKK inkl. gebyr
Facebook
Aflyst

Som konsekvens af situationen med coronavirus, har This Will Destroy You desværre været nødt til at aflyse hele deres tour i efteråret 2020. Koncerten på ALICE d. 1/9 er derfor også aflyst. Billetter refunderes automatisk via Billetto indenfor 21 dage. Info om coronavirus og ALICE opdateres løbende her.

Amerikanske This Will Destroy You byder på storslåede og stemningfulde landskaber af instrumental rock på ALICE.

 

This Will Destroy You er et af den slags bands, der, skønt de befinder sig et godt stykke fra den brede mainstream, har formået at bygge en solid fanskare op gennem massiv tour-virksomhed. Med langsomt opbyggede atmosfæriske konstruktioner af lyd, skaber bandet et sublimt udtryk, der trækker på post-rock, doom metal, ambient og shoegaze. Et udtryk, der rummer en umiddelbar skønhed, men som også kan gribe lytteren om struben med en voldsom kraft.

 

Der er noget filmisk og billedskabende over bandets storslåede lyd, og ikke overraskende har bandets medlemmer da også været involveret i flere projekter, hvor de har skabt musik til film og TV. Deres atmosfæriske og melankolske favntag med rocken har også skaffet dem fans i bands som The Cure, der udvalgte This Will Destroy You til at varme op for sig til en stort opsat koncert i Londons Hyde Park.

 

Bandet har således formået at få en tilsyneladende indadvendt instrumental rock ud til et særdeles bredt publikum. Men de holder samtidig stædigt fast i kerneværdierne, som det kunne høres på 2018s dobbeltudgivelse “New Others Part One” og “New Others Part Two”.

 

Bandet gæstede A Colossal Weekend-festivalen i 2016, og her skrev Devilutions anmelder: “Det er musik, som kalder på store og uforklarlige følelser, og det var både storslået og stemningsfuldt at være vidne til bandets musikalitet og den heftige energi, som de vældige crescendoer blev leveret med.”

 

Man kan således også forvente sig en sand magtdemonstration af atmosfære, sublime musikalske opbygninger og massiv styrke, når det amerikanske band indtager ALICE.