Experimental 19.09.2019

Avantgarde

Releasekoncert: John Cages ‘Variations VII’ fortolket af Topos

Torsdag d. 19. september
Dørene åbner kl: 18:30
Koncerten starter kl: 19:30
Pris: 134 DKK inkl. gebyr
Køb billet
Koncerten er afholdt

For første gang nogensinde udkommer den berømte musikfilosofs ‘Variations VII’ på vinyl. Samtidig genopføres værket i en opdateret version, en koncert som præsenteres af G((o))ng Tomorrow, Alice og Copenhagen Contemporary.

OBS: Koncerten foregår på Copenhagen Contemporary

– Everything we do is music, sagde John Cage i sin tid. Selvom sætningen ofte bliver forbundet med den ikoniske Cage værk; ‘4’33’ – indkapsler citatet selve Cages musikalske væsen.

For budskabet passer lige så fint på et af hans andre hovedværker, ‘Variations VII’, der nu bliver udgivet for første gang på plademediet. Optagelsen er fra 1966, hvor værket blev uropført som led i den banebrydende koncertrække ‘9 Evenings’, som blev arrangeret af Bell Labs ingeniøren Billy Klüver og kunstnerne Robert Rauschenberg og Robert Whitman, som en mulighed for at kunstnere, komponister og ingeniører kunne samarbejde om at udvikle kunst og den nye teknologi i samklang. Arrangementerne førte til dannelsen af sammenslutningen Experiments in Art and Technology (E.A.T.), hvis første store event var ‘9 Evenings’.

Her arbejdede komponister, billedkunstnere og ingeniører sammen om at udvikle kunst og nye teknologier i samklang, og ‘Variations VII’ er i sin oprindelige form bygget op om “instrumenter” som radioen, telefonen, lyssensorer og andre elektroniske værktøjer. Det er så at sige teknologien, der skaber indholdet, skaber lyden. Intet er indspillet eller fastlagt på forhånd.

Variations VII version 2019

I forlængelse af pladeudgivelsen vil folkene bag Topos opføre ‘Variations VII’ live i en opdateret version på Copenhagen Contemporary, en koncert som præsenteres i samarbejde mellem G((o))ng Tomorrow, Alice og Copenhagen Contemporary. Ved genopførelsen tager Kirkegaard, Kirstein og Løkkegaard højde for den teknologiske udvikling og opfører værket så det spiller sammen med verden af i dag.

Cages ‘Variations VII’ bliver den første i en række af Topos udgivelser fra E.A.T-arkiverne som de tre kunstnere udarbejder i samarbejde med Julie Martin. Og med inspiration i bl.a. ‘9 Evenings’ vil Topos etablere samarbejder mellem forskellige faggrene indenfor kunst og den akademiske verden i form af pladeudgivelser, foredrag, udstillinger, koncerter mv.

På aftenen for koncerten vil Julie Martin holde oplæg om tankerne bag ‘9 Evenings’ samt vise film og billeder fra selvsamme. Hun var gift med Billy Klüver og en meget aktiv del af realiseringen af ‘9 Evenings’. Med andre ord er det en helt unik mulighed for at få adgang til et stykke kulturhistorie fra et førstehåndsvidne.

Sjælden adgang

Bag udgivelsen står Topos, en platform for tværmedial kunst skabt af kunstnerne Jacob Kirkegaard, Tobias R. Kirstein og Niels Lyhne Løkkegaard. Holdet har fået adgang til optagelsen gennem new yorkeren Julie Martin, der var gift med chefingeniøren for ‘9 Evenings’ og dybt involveret i koncertrækken.

Trods den store efterspørgsel på Cages værker, har ‘Variations VII’ og andre værker fra den tid ligget i et arkiv og ventet på, at de rette kom forbi. Det er derfor ganske usædvanligt, at et nystiftet dansk selskab er afsender på et værk med denne historiske tyngde.

Fakta: John Cage (1912-1992)

Komponist, kunstner, filosof mm. En del af efterkrigstidens avantgarde-bevægelse og betragtes af mange som en af de mest indflydelsesrige komponister i det 20. århundrede. Især kendt for værket ‘4’33’ samt sine ‘Variations I-VIII’ fra 1958-1967.

Fakta: Topos

Nystiftet platform for tværmedial kunst skabt af kunstnerne Jacob Kirkegaard, Tobias R. Kirstein og Niels Lyhne Løkkegaard. De hver især udforsker, undersøger og går på tværs af medier, genrer og fag. Topos afspejler væsensforskellige praksisser og giver mulighed for at videreudvikle og præsentere nye æstetiske måder at tænke på.