11.07.2018

Afrobeat

Onom Agemo and The Disco Jumpers feat. Ahmed Ag Kaedy (DE/ML)

Onsdag d. 11. juli
Dørene åbner kl: 20:00
Koncerten starter kl: 21:00
Pris: DKK inkl. gebyr
Køb BilletFacebook
Koncerten er afholdt

Den psychede afrobeat-kvintet Onom Agemo and The Disco Jumpers møder den mageløse maliske guitarist Ahmed Ag Kaedy til koncert på ALICE under Copenhagen Jazz Festival.

Onom Agemo and The Disco Jumpers skubber i den grad afrobeat ud i nye retninger med deres medrivende, repetitive lydunivers. Med el-orgel og analoge synthesizere fører den Berlin-baserede kvintet i første omgang tankerne tilbage til 70ernes krautrock, men gruppen integrerer et frodigt virvar af genrer i deres afrofunkede musik – fra afrobeat over funk til den rituelle gnawamusik.

I en vekslen mellem fængslende groove, trancedannende rytmer og futuristisk computermusik, skaber gruppen et medrivende lydunivers, som det er svært ikke at vugge med til, når de med saxofonisten Schleiermacher i front tager publikum med på en vidunderlig sonisk rejse.

Gruppens seneste 7”-single “Onin Okalan / Aljahalat” (2018), er en doomy, tilbagelænet desert blues-udgivelse og samtidig et unikt samarbejde med den fremragende guitarist og sanger Ahmed Ag Kaedy (også kendt som Kaedi). Kaedi kommer fra den nordlige del af Mali, hvor han bl.a. leder avantgarde desert blues-trioen Amanar. Han har været børnesoldat under Malis nærmest konstante borgerkrig, men fandt sin vej ind i musikken og siges engang at have byttet sit gevær for en guitar. Baggrunden i det splittede hjemland giver genklang i hans musik og lyrik, som bl.a. på sangen “Aljahalat” (Ignorance) kritiserer områdets nærmest ikke-eksisterende uddannelsessystem.

Onom Agemo and The Disco Jumpers byder til sommer på få udvalgte koncerter med den fantastiske Mali-musiker. Og til vores glæde kommer konstellationen netop forbi sommerens Copenhagen Jazz Festival, hvor de giver koncert på ALICE. Onom Agemo and The Disco Jumpers har i øvrigt tidligere gæstet Global med en ekstatisk koncert, så det er en stor glæde at kunne bringe dem tilbage til Nørrebro til dette psykedelisk brag af en afrofunk-koncert.

 

Onsdag d. 11. juli

Dørene åbner: kl. 20:00

Koncerten starter: kl. 21:00

Pris: 140 dkk + gebyr