fbpx

24.02.2021

Brazilian/Avant-jazz

Marcela Lucatelli’s Brazilian Songbook (BR/DK)

Onsdag d. 24. februar
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Pris: 130 DKK inkl. gebyr
Køb billetFacebook

Den brasilianske sangskat møder nyskabende stemmeeksperimenter og rå improvisation i hænderne på Marcela Lucatelli og et tophold af nysgerrige danske musikere med Anders Vestergaard (trommer), Rasmus Kjær Larsen (tangenter) og Lars Bech Pilgaard (guitar). Oplev Marcela Lucatelli’s Brazilian Songbook til Vinterjazz 2021.

Det brasilianskfødte stemme-ikon Marcela Lucatelli dykker ned i sit hjemlands uudtømmelige sangskat. Med udgangspunkt i sine ekstreme vokalteknikker tager Lucatelli værker, udødeliggjort af mestre som Antônio Carlos Jobim og João Gilberto, under kærlig behandling.

Med sit band af progressive musikere fra den danske musikscene fusionerer Marcela Lucatelli skæv samba, eklektisk freejazz, bossa nova, metal, opera, akavet pop og alt derimellem.

Marcela Lucatelli er en bemærkelsesværdig skikkelse, der forener ny kompositionsmusik, vokaleksperimenter og ofte politisk ladede performances. Hendes musik er både blevet fremført DR VokalEnsemblet, Neue Vocalsolisten Stuttgart og den radikale gruppe Apartment House for nu blot at nævne nogle få. Ligeledes har hun medvirket på en lang række prominente festivaler som Ultima, Copenhagen Jazz Festival og WOMEX. I 2019 modtog hun Carl Nielsen og Anne Marie Carl-Nielsens talentpris.

Til at fremføre sin Brazilian Songbook har hun samlet et hold af markante danske musikere. Bandet bestående af Anders Vestergaard (trommer), Rasmus Kjær Larsen (tangenter) og Lars Bech Pilgaard (guitar) kunne man bl.a. opleve til dette års DMA Jazz på Bremen Teater, hvor de gav en overlegen opvisning. Marcela Lucatellis Brazilian Songbook er et unikt møde mellem tradition, nytænkning, koncert og performance, og vi ser i dén grad frem til at præsentere det originale projekt til Vinterjazz 2021.

Om Vinterjazz:
Vinterjazz er en landsdækkende musikfestival, der fejrer jazzen og udforsker dens mange forgreninger. Vinterjazz 2021 finder sted den 5.-28. februar. Læs mere og se programmet på www.jazz.dk