08.07.2018

Art Pop/Jazz

Jenny Hval (NO)

Sndag d. 8. juli
Dørene åbner kl: 14:53
Koncerten starter kl: 22:00
Pris: DKK inkl. gebyr
Køb BilletFacebook
Koncerten er afholdt

Den nyskabende, norske sangskriver Jenny Hval gæster Copenhagen Jazz Festival 2018 med en sen aftenkoncert den 8. juli i et af festivalens mest stemningsfulde koncertrum. Anledningen for denne eksklusive danske koncert er hendes fremragende, nye udgivelse “The Long Sleep” (Sacred Bones), der trækker på jazz og kompositionsmusik. Koncerten præsenteres af Copenhagen Jazz Festival, ALICE og Brorsons Kirke.

 

Med sine fire solo-albums og samarbejder med vokalist Susanna Wallumrød samt Trondheim Jazz Orchestra, har norske Jenny Hval slået sit navn fast som en af Nordens væsentligste musikere de seneste år. En kunstner, der på personlig vis dissekerer vores moderne kultur med elementer af både performancekunst, poesi og fornem sangskrivning, og som hele to gange har været nomineret til en Nordic Music Prize.

 

Jenny Hvals uudgrundelige og vidtfavnende art-rock har fået folk til at sammenligne hende med bl.a. Kate Bush og Laurie Anderson, og hun har turneret med navne som St. Vincent og Swans. De forrige albums Innocence is “Kinky”, “Apocalypse, Girl” og “Blood Bitch” var intense udforskninger af køn og krop – et gennemgående tema i Hvals virke, der trækker inspiration fra alt fra jazz til norsk black metal.

 

Den 25. maj udkommer Jenny Hvals seneste EP, “The Long Sleep”. Udgivelsen er blevet til i samspil med Hvals mangeårige samarbejdspartner Håvard Volden samt producer Lasse Marhaug. På pladen medvirker et stærkt hold af norske jazzfolk – percussionist Kyrre Laastad, pianist Anja Lauvdal, saxofonist Espen Reinertsen og trompetist Eivind Lønning. “The Long Sleep” adskiller sig fra hendes tidligere værker ved at have selve den kompositoriske praksis i fokus. Alle EP’ens numre genbruger de samme motiver, men skævvrider dem til stadig mere fremmede former, frarevet motivernes oprindelige musikalske kontekst.

 

Jenny Hval har tidligere givet en række intense koncerter på Jazzhouse, der siden er blevet til ALICE. Derfor er det en stor glæde for ALICE under Copenhagen Jazz Festival at kunne være med til at præsentere denne unikke norske sangskriver i særlige rammer i Brorsons Kirke – et intimt musikalsk rum, der lader kunstner og publikum mødes uden forhindringer, helt i tråd med Jenny Hvals kompromisløse musik.

 

Søndag d. 8. juli

Koncerten starter: kl. 22:00

Pris: 175 dkk. inkl. gebyr