fbpx

06.11.2020

Experimental Electronic/Balkan Folk

GORDAN (INT) + Nordjyske Gongbad

Fredag d. 6. november
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Pris: 120 DKK inkl. gebyr
Køb billetFacebook

I en konstant dialog mellem lyd og støj, bringer GORDAN traditionel serbisk sang i spil med rastløse beats, fyldige feedback-eksperimenter og kølig minimalisme. Til november gæster de ALICE for første gang. Nordjyske Gongbad – aka Martin Pale og Simon Mariegaard – åbner aftenen med et set af tunge og altomsluttende new age-flader.

GORDAN er et spritnyt samarbejde med den anerkendte serbiske sangerinde Svetlana Spajic overfor Andi Stecher og Guido Möbius, som desuden er aktive i drum’n’feedback duoen GAMS, der udgav deres debut på tyske Karl Records 2019. I GORDAN udforsker Spajic, Stecher og Möbius styrker og følsomheder mellem deres respektive musikalske områder, som i en konstant dialog mellem lyd og støj bringer traditionel balkansang i spil med rastløse beats, fyldige feedback-eksperimenter og kølig minimalisme. 

 

Svetlana Spajic er internationalt kendt for sin sjældne evne til at mestre alle de komplekse lokale stilvarianter af sang indenfor balkanmusik. Guido skaber feedback med bas, elektroniske lydgeneratorer og effekter, som han i skiftende modspil og harmoni med Spajics sang forvrænger eller forstærker gennem guitar-amps og mikrofoner. Den støjende og dynamiske krop af lyd både drives frem og fragmenteres af Andi Stechers nuancerede tromme- og percussionspil. GORDAN skaber med andre ord en lyd, som sjældent før er hørt.

 

GORDAN spiller en af deres første koncerter når de gæster ALICE til november, og vi er stolte af at kunne præsentere dem.

 

Nordjyske Gongbad (Martin Pale & Simon Mariegaard)

 

Med udgangspunkt i gong-klang, en mixerpult, rolige hænder, tunede ører, friske effekter og mondænt nordjysk tålmod skaber Martin Pale og Simon Mariegaard tunge og altomsluttende feedback-bade, i et møde mellem new age og now age.

 

Martin Pale har siden sin debut i 2008 været en underspillet skygge på den danske noise- og eksperimentalscene, de seneste mange år med særlig interesse for det transcendentale og repetitive. Dette giver sig til udtryk på op mod ti udgivelser i eget navn, men også som orkesterleder for tranceorkestret Heathe. I Nordjyske Gongbad er Martin bevæbnet med køller og gonger.

 

Simon Mariegaard er bedst kendt som den storflabede trommeslager fra duoen Kogekunst, hvor legesyg pop, savende punkrock og dadaisme synger i flækket harmoni. Sideløbende er han både en erfaren backingmusiker og producer. Foruden sine kogekunstede udskejelser har Mariegaard de seneste år optrådt i forskellige roller indenfor den frie improvisation og klangmusikken. I Nordjyske Gongbad er Simon bevæbnet med mixer og mikrofoner.

 

Nordjysk Gongbad er præsenteret af Nyåndeligt Miljø – Fællesskab for Ny Cirkulær Musik