fbpx

24.11.2020

Experimental Electronic/Audiovisual

Esther + Max Morris + Konsistent

Tirsdag d. 24. november
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Pris: 80 DKK inkl. gebyr
Køb billetFacebook

Kunstnerkollektivet Noisy Beehive byder atter på audiovisuelle koncerter på ALICE. Denne aften kredser omkring eksperimenterende elektronisk lyd med koncerter fra Esther og Konsistent. Max Morris leverer en stemningsfuld og psykedelisk visuel ramme til arrangementet.

For musikkollektivet Esther er det legen med lyd og lysten til at udforske klange og stemninger, der driver musikken. Kompositionerne tager udgangspunkt i live-samplede improvisationer på klaver, saxofon, looper, sampler, guitar og synthesizer, som splittes ad og sættes sammen igen som lydcollager. Æstetikken er hverken udpræget analog eller digital, men udforsker et livligt, varmt og harmonisk landskab et sted imellem.

Max Morris er fra Manchester, men har nu base i København, hvor hans fantastiske visuelle kreationer har præget forskellige arrangementer, ikke mindst Noisy Beehives koncerter i Brønshøj Vandtårns storslåede kulisse. Max Morris er kendt for at blande digitale collager med en analog tilgang, der trækker tråde tilbage til den psykedeliske generations ‘Liquid Light’, hvor blæk og kemiske materialer blandes på glasplader og skaber syrede mønstre, der projiceres.

Folk der har fulgt Noisy Beehives arrangementer et stykke tid vil uden tvivl have stødt på Konsistent, som har været fast resident DJ for kollektivet. Han har dog også optrådt live – bl.a. i Brønshøj Vandtårn. Forvent en hypnotisk koncert, der blander aspekter af 80ernes new wave og 70ernes krautrock tilsat komplekse lydstrukturer og soniske eksperimenter, når den københavn-baserede musiker optræder på ALICE.

Om Noisy Beehive
Noisy Beehive er både et label og et kunstnerkollektiv, der gennem de seneste år har præsenteret en lang række genrekrydsende arrangementer i bl.a. Huset-KBH, Brønshøj Vandtårn m.fl. Noisy Beehive arbejder også med internationale netværk i bl.a. Vilnius og Istanbul.