Roots 08.10.2018

Nordic Roots

Dreamers’ Circus + IKI + Fru Skagerrak – udsolgt

Mandag d. 8. oktober
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Pris: DKK inkl. gebyr
Køb billetFacebook
Koncerten er afholdt

Oplev en poetisk, eventyrlig og alsidig rejse rundt i det nordiske – fra udsøgt strygermusik til vilde vokalimprovisationer – når ALICE i samarbejde med Fanø Free Folk Festival og Tempi byder på en aften med Dreamers’ Circus, Fru Skagerrak og IKI.

 

Dreamers’ Circus

Dreamers’ Circus må kaldes nogle af de fremmeste ambassadører for den nye bølge af nordisk folkemusik. Med deres smittende energi og dybe engagement har de fortryllet lyttere herhjemme, men de har også rejst rundt i verden og udbredt kendskabet til den nordiske folkemusik. De har spillet i Sydneys berømte operahus, og de har turneret i Japan, hvor de bl.a. har fremført deres musik for den legendariske animationsfilmskaber Hayao Miyazaki. Men selvom de ofte optræder i store koncertsale, har de aldrig givet køb på legesygen og evnen til at skabe intime møder med musikken. Det har de bl.a. vist til flere udsolgte julekoncerter på Global. For tiden markerer de sig på DR med Søren Ryges program Musik på Færøerne, og således fortsætter de sublime spillemænd Nikolaj Busk, Rune Tonsgaard Sørensen og Ale Carr med at sprede deres musikalske kærlighed via nye kanaler. Dermed må de også siges at være den perfekte kulmination på denne nordiske rejse på ALICE.

 

IKI

Inden Dreamers’ Circus bringer rejsen os omkring IKIs både hjemsøgende, lokkende og bevægende sirenesang. Dette fletværk af ekspressive kvindestemmer fra Danmark, Norge og Finland præsenterer et dybt originalt møde mellem den nøgne vokal og den elektroniske understrøm, primalt ur-drama og grænsesøgende nybrud. Med spøgelseslignende masker og stemmeimprovisation leverer IKI en både visuelt og sonisk overrumplende performance, som de også beviste på dette års Fanø Free Folk Festival. Gruppen har også høstet successer på festivaler som SPOT og Jazzahead, ligesom de gav udsolgt koncert i Literaturhaus under Copenhagen Jazz Festival. Deres seneste album, ‘ORACLE’, produceret af Mike Sheridan, har høstet fremragende anmeldelser både herhjemme og internationalt. En enestående oplevelse.

Fru Skagerrak

 

Aftenen åbnes af Fru Skagerrak. Tre kvinder med fødderne plantet i hhv. Sverige, Norge og Danmark og med blikket mod åbne musikalske vidder. Fremragende sammenspil og dyb kærlighed til den nordiske folkemusik møder humor, nerve og en god portion charme i hvad trioen har døbt “Pan-Scandinavian raw folk”. Trioen blev dannet efter et møde på Tønder Festival i 2011, og siden er det gået stærkt. Fru Skagerrak har således både erobret hjerter og sat gang i dansefødder i Norden og ude i verden, hvor de bl.a. har optrådt til WOMEX og høstet roser i USA og Canada. Senest har trioen bestående af Anna Lindblad, Elise Wessel Hildrum og Maja Kjær Jacobsen udsendt det roste album ‘Ankerdram’. Trioen gav en fortryllende koncert i Sønderho Kirke til årets Fanø Free Folk Festival, så der er i den grad noget at glæde sig til, når de åbner denne aften på ALICE.

 

 

Mandag 8. oktober

Dørene åbner: kl. 19:00

Koncerten starter: kl. 20:00

Pris: 150 dkk inkl. gebyr