19.02.2020

Global Jazz

Dørge Dawda Becker Solomon

Onsdag d. 19. februar
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Pris: 120 DKK inkl. gebyr
Køb billetFacebook

Konstrastrig, smuk og vedkommende musik fra danske jazz-globalister i møde med musikere fra Ghana og Gambia. Glæd dig til Vinterjazz-koncert med Dørge, Dawda, Becker og Solomon. Bemærk: siddende koncert med begrænset plads.

Den garvede danske guitarist Pierre Dørge har haft en brændende interesse for etnisk musik, helt tilbage fra sine unge år, hvor han som 19-årig i Paris stiftede bekendtskab med marokkanske musikere. Lige siden har han holdt ørene åbne for verden derude og trukket indflydelser fra Afrika, Mellemøsten, Japan, Indien, Balkan mm. ind i sin musik – både med bandet Thermænius, der var pionerer inden for fusionen af verdensmusik og jazz herhjemme, og siden med New Jungle Orchestra, der i 2020 kan fejre 40 års jubilæum.

Med sig i både Thermænius og New Jungle Orchestra havde han keyboard-spiller Irene Becker. Hun var også med, da han i 1980 drog til Woodstock på World Music workshop. Via denne workshop kom de til Gambia for at studere mandinka musik hos Alhaji Bai Konte og Malamin Jobarteh. Her mødte de den 5 år gamle Dawda Jobarteh, som først lærte at spille mandinka trommer, og de jammede sammen i ugevis.

Mange år senere er Dawda Jobarteh blevet en markant musiker i Danmark, hvor hans kora-spil og kompositioner har høstet stor anerkendelse, ligesom hans samarbejder med kunstnere som Stefan Pasborg og CTM har ført dansk musik i nye interessante retninger. Også Pierre Dørges New Jungle Orchestra har nydt godt af hans spil ved flere lejligheder.

Også Ayi Solomon har bragt afrikanske impulser til New Jungle Orchestra siden 90’erne. Med rødder i Ghana farver hans afro-percussion talrige danske plader. Han har arbejdet sammen med navne som Palle Mikkelborg og Mikkel Nordsø, men er altså ikke mindst kendt for sine mange samarbejder med Pierre Dørge.

Når Pierre Dørge, Irene Becker, Dawda Jobarteh og Ayi Solomon optræder på ALICE til dette Vinterjazz-arrangement, er der altså tale om en kvartet bestående af fire særdeles sammenspillede musikere, som formår at stimulere hinanden i den fælles udforskning af mødet mellem jazz og afrikanske toner.

 

Line-up:

Pierre Dørge: guitar, konkylie
Dawda Jobarteh: kora, vokal
Irene Becker: keyboards
Ayi Solomon: percussion

Foto: Jacob Crawfurd

Koncerten er en del af den landsdækkende festival Vinterjazz, der fejrer 20 års jubilæum den 6.-29. februar 2020. Programmet offentliggøres løbende på www.jazz.dk