26.09.2020

Electro punk/Industrial

Deutsch-Amerikanische Freundschaft (DAF) (DE) + Minuit Machine (FR)

Lørdag d. 26. september
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Pris: 300 DKK inkl. gebyr
Facebook
Aflyst

Med stor beklagelse må vi meddele, at Gabi Delgado-Lopez er afgået ved døden! Sangeren fra Deutsch-Amerikanische Freundschaft (DAF) blev kun 61 år. Vi på ALICE havde i dén grad set frem til at præsentere koncert med DAF i samarbejde med Amager Bio til efteråret. Men desværre må også denne koncert af indlysende grunde aflyses. Hvil i fred, Gabi!

(Billetter refunderes automatisk til ticketmasters online-kunder. Kontakt Ticketmasters support, hvis du har købt billetten fysisk)

Efter 40 år under radaren er de mytiske elektropunk-pionerer i D.A.F – Deutsch Amerikanische Freundschaft tilbage. ALICE og Amager Bio præsenterer en sjælden dansk koncert med duoen til efteråret. Franske Minuit Machine står for supporten. OBS: Koncerten foregår i Amager Bio.

På bare to år ændrede Deutsch-Amerikanische Freundschaft (DAF) for altid musikhistorien og byggede den bro, der siden er blevet betrådt af hundredvis af bands, mellem punk og elektronisk musik. Derfor er DAF en myte. En myte, der 40 år efter samarbejdet mellem Robert Görl og Gabi Delgado-Lopez begyndte lever videre og i efteråret 2020 for kun anden gang besøger København.

DAF begyndte som et eksperimenterende kunstprojekt, men efter et enkelt album (Die Kleinen und Die Bösen) som kvintet og mere traditionelt punkband fandt de to grundlæggere formen som elektronisk duo, og udgav på bare to år de tre banebrydende albums ”Alles ist Gut”, ”Gold und Liebe” og ”Für Immer”, som sidenhen har stået som lysende inspirationskilder for bands indenfor EBM, elektropunk og techno.

DAF var dengang en del af det blomstrende musikmiljø i Ruhr-distriktet i begyndelsen af firserne, hvor også band som Der Plan, Mittagspause og Fehlfarben hørte til, men blev samtidig på grund af deres unikke blanding af live trommer, et minimalistisk og hårdt synth-spor og Gabi Delgado-López’ på en og samme tid aggressive og sensuelle tekster, hurtigt en del af grundlæggerne af den tyske elektroniske scene, der også tæller Kraftwerk, Neu! Og Can.

DAFs live shows er i dag som dengang en fysisk energiudladning, hvor begge bandmedlemmer giver sig 100% og selvom det i dag er 16 år siden bandets seneste album ”Fünfzehn Neue DAF-Lieder” udkom, lyder bandet stadig helt friskt og uimodståeligt.

 

Minuit Machine

Som special guest til koncerten har vi inviteret den franske duo Minuit Machine, der med deres minimalistiske coldwave er et godt eksempel fra en scene, DAF for snart 40 år siden var med til at starte. Minuit Machine har elementer fra mange dele af den elektroniske undergrundsscene, men også klassiske synthpop-elementer blander sig i den stemningsfulde kombination af Hélène De Thourys kompositioner og Amandine Stiouis lyrik og mørke, melankolske stemme.