19.09.2019

Art Punk

De Må Være Belgiere releasekoncert

Torsdag d. 19. september
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:30
Pris: 100 DKK inkl. gebyr
Køb billetFacebook
Koncerten er afholdt

Legendarisk dansk post punk-band genopstår! De Må Være Belgiere udgiver nyt album. I samme forbindelse giver gruppen releasekoncert på ALICE – deres første koncert i 33 år. Aftenen byder også på koncert fra Fredlife. Distortion Girls har desværre måttet aflyse.

 

”Firserne i Danmark var andet end Thomas Helmig, Søs Fenger og Dodo og the Dodos. I en bedre verden havde De Må Være Belgiere været det første navn, man forbandt med musikscenen dengang.” Sådan skrev Soundvenue i anmeldelsen af DMVB-genudgivelsen i 2006 af studie- og liveoptagelser fra 1983.

 

Nu genopstår De Må Være Belgiere så – og udgiver første album i 36 år under titlen ”Tiden bøjer af”. DMVB eksisterede fra 1982-86 og udgav en enkelt EP, der siden er blevet genudgivet inkl. livekoncert (2006, CD, Tryghed og Tristesse) og som 12″ EP i USA (2010, vinyl, Dark Entries Records). DMVB fandt sammen igen i 2017 og oplevede, at den musikalsk åre var intakt. Det førte til nye kompositioner. Det nye album er indspillet og editeret af Alma Hede og mixet og masteret af Morten Bue. Numrene er stort set indspillet live for at fastholde et flosset, støjende, men klart melodisk udtryk.

 

DMVB består i dag af de 3 originale medlemmer Jesper Hede (sang og guitar), Nils Skovbjerg (guitar) og Jacob Leth (bas) samt Mark Winter (trommer) med en fortid i Snuff Cameramen og Racing Ape. Jacob Leth har en fortid i blandt andre Grind, Amstrong og No God. Musikken tager udgangspunkt i gruppens eget musikalske univers, og hvad sker der, når et band fra 1980’erne med stærk autenticitet, genopstår 30 år senere og arbejder ud fra samme præmisser som dengang – kombineret med de erfaringer og musikalske udviklinger, medlemmer hver især har gennemlevet siden.

 

Selvom DMVB er inspireret af bl.a. Velvet Underground, Joy Division, Josef K og Loop, er bandet primært optaget af at udforske en sonisk fællesforståelse gennem intuitive arbejdsprocesser. Læg dertil et tekstunivers, der trækker på litterære referencer som René Char, Henri Michaux og Samuel Beckett – og der er grundlag for en storslået musikalsk aften, hvor både gamle punk-fans og nye lyttere roligt kan stemple ind.

 

For at fejre den nye udgivelse har DMVB inviteret et andet stærkt navn fra den danske undergrund, nemlig Fredlife, der i 2018 udsendte sin debutplade “The Black Ship”, og man kan forvente en stemningsfuld blanding af electronica og indie med filmiske synth-flader, blæserriffs og Fredlifes forførende og dybe stemme.

Bemærk: Distortion Girls, der også skulle have spillet, har desværre måttet aflyse. Fredlife starter derfor
20.30, og De Må Være Belgiere går på ca. kl. 22.00.