01.05.2020

Black Metal

Cult of Fire (CZ) + Malokarpatan (SK)

Fredag d. 1. maj
Dørene åbner kl: 20:00
Koncerten starter kl: 21:00
Pris: 180 DKK inkl. gebyr
Køb billetFacebook

ALICE byder på tjekkisk/slovakisk black metal-invasion, når kultbandet Cult of Fire giver deres første koncert i København nogensinde. Bandet er kendte for deres gennemførte live-shows, hvor rå black metal møder østlig filosofi og okkulte ritualer. Med sig har de Malokarpatan, der blander old school black metal-inspiration med karpaternes mystik.

Cult of Fire er et kultband i flere betydninger. Det tjekkiske band, der blev grundlagt for 10 år siden, har opbygget en solid og dedikeret fanskare, men spiller kun sjældent koncerter. Når de gæster ALICE 1. Maj, er der da også tale om deres første koncert i København nogensinde. Til gengæld går bandet all in, når de står på scenen i deres forsøg på at skabe en gennemført rituel stemning. Meget lig det polske band Batushka er Cult of Fires koncerter en totaloplevelse med levende lys og okkult stemning på scenen, mens bandet selv optræder i mørke kutter. Men modsat Batushka henter Cult of Fire ikke kun inspiration fra Østeuropa, men også fra fjernøsten – med en musik, der trækker på hinduistiske og orientalske elementer.

 

Når bandet rammer ALICE er det med det helt nye album “Moksha / Nirvana”, der også ledsages af et nyt live-show, som kommer til at fylde ALICE med sort østlig magi. Gå ikke glip af dette meget sjældne danske show med et af black metal-genrens mest overdådige live-bands!

 

Med sig fra det østlige Europa har bandet slovakiske Malokarpatan, der som navnet antyder henter inspiration fra karpaternes mystik. Læg dertil en solid dosis old school black metal-inspiration, der ikke mindst leder tankerne hen på legendariske Bathory, og man har en brutal pakke. Malokarpatan udsender i starten af 2020 albummet “Krupinské ohne”, og er som Cult of Fire en yderst sjælden gæst i det danske.