fbpx

02.09.2020

Jazz/Improv Jazz/Ambient

Caktus releasefest +TS Høeg + Merdh Laleh

Onsdag d. 2. september
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Pris: 40 DKK inkl. gebyr
Facebook
Koncerten er afholdt

Den danske jazz-kvintet Caktus indbyder til releasefest for deres debutalbum. For at gøre aftenen til en storstilet markering, har de inviteret både den legendariske outertainer TS Høeg og den genreopløsende ambientmusiker Merdh Laleh. Og så kan man naturligvis opleve Caktus selv for fuld udblæsning.

OBS! ALICE følger myndighedernes retningslinjer vedr. COVID-19 nøje. Alle koncerter i august/september/oktober afholdes derfor med siddepladser og et stærkt begrænset antal billetter. Læs mere om vores COVID-19 tiltag her.

Caktus’ musik befinder sig imellem det skrøbelige og det stærke – det smukke og det voldsomme – kammermusik og grooves. Caktus er tæt på at være en dobbelttrio, med to basser og to saxer, og med denne samklang og spejling er det oplagt at også temaer spejles, vendes, vrides og udfordres. Bandet har med Maria Dybbroe i spidsen de seneste tre år fået bred opmærksomhed i det danske jazzmiljø med bl.a. en lang række koncerter på landets jazzfestivaler. Tilbage i 2019 gav de også en fremragende koncert på ALICE, og vi er derfor også glade for at lægge hus til releasefest for deres debutalbum, der udkommer til september.

Den akustiske lyd kombineret med lysten til at eksperimentere og improvisere ind og ud af de ellers stramme kompositioner er i fokus i kvintetten. Bandet udspringer fra Aarhus fra et udpræget bandmiljø på tværs af genrer hvor de kendes fra bands som Yune, Køs, The New Family, Bear With Me, Narcosatanicos, Josiah Konder, og I Just Came From the Moon.

For at skabe en særlig aften har bandet inviteret to spændende kunstnere, der skaber en ramme for aftenen. Den legendariske outertainer TS Høeg åbner ballet. Herefter giver Caktus koncert. Og endelig kan vi se frem til at opleve ambientmusikeren Merdh Lalehs hypnotiske univers.

TS Høeg

Den nu 60-årige forfatter, saxofonist, komponist, orkesterleder og outertainer TS Høeg har optrådt og turneret på samtlige af klodens kontinenter. Han debuterede i 1981 med kortromanen “Træer vinkler vandstråle i en kort forvitret sommer” og har siden udgivet en lang række bøger, noveller, digte, romaner og skuespil m.m – senest bogen “Très tres”. På sin altsaxofon og sopransaxofon kendes han i dag mest fra sine solo-outertainer-shows eller som en del af gruppen The Way Out, men han er også stadig en del af heavyjazztrioen Cockpit Music, som har eksisteret siden 1978. TS Høeg har blandt meget andet indspillet med Sort Sol, Düreforsög og Goodiepal samt med sine egne grupper Dane TS Hawk 3 og tentetten Dane TS Hawk & the Locomotion Starsemble. Hans rejser er mange og tæller blandt andet Nigeria, hvor han oplevede at spille med Fela Kuti. Han har optrådt med Cockpit Music i et førkrigsramt Syrien, optrådt i et krigshærget Irak, været med en karavane af lystige musikere til Hannover, optrådt i duo med Benny Andersen i Egypten og som solo-outertainer i Makedonien.

Merdh Laleh

Hypnotiserende, uforudsigelig og genreopløsende ambient musik. Digitale og akustiske lydkilder sammensmeltes til et omsluttende virvar af frekvenser. Lommer af tid og følelser, fastlåste billeder i konstant bevægelse. Efter debuten på Petrola80-compilationen “Embrace” i 2018, udkom Merdh Lalehs første album “Water for your eyes” i juni 2019 og tiltrak sig stor opmærksomhed fra både publikum og anmeldere. Der arbejdes pt. intenst med opfølgeren – så kom og kig i krystalkuglen og hør hvad fremtiden bringer!