fbpx

05.10.2020

Alternative Folk

Bahima + Own Road

Mandag d. 5. oktober
Dørene åbner kl: 19:00
Koncerten starter kl: 20:00
Pris: 50 DKK inkl. gebyr
Køb billetFacebook

Free Folk Mondays blænder op for endnu en stemningsfuld aften med skæve folk-navne fra den københavnske undergrund. Denne aften med Bahima og Own Road.

OBS! ALICE følger myndighedernes retningslinjer vedr. COVID-19 nøje. Alle koncerter i august/september/oktober afholdes derfor med siddepladser og et stærkt begrænset antal billetter. Læs mere om vores COVID-19 tiltag her.

Det unge band Bahima er et frisk pust på den danske scene for roots og global musik – og et band, hvor vestlige og østlige musikalske elementer mødes. Med skæve taktarter, orientalske skalaer og gribende melodier skabes et atmosfærisk univers, som løftes af et personligt og lyrisk udtryk med danske tekster.

Bahima startede som duo, funderet på det originale møde mellem Gabriel Svasthas indiske tablas og Barbara Mathiesens vokal, klaver og guitar. Men på det seneste er Bahima udvidet til et rigere og mere orkestreret udtryk, hvor David Slusarskis båndløse bas og Amalie Askjær Staunæs’ cello føjer nye nuancer til det særegne musikalske landskab, som Bahima bevæger sig i.

Hvor Bahima er et ret nyt navn på den københavnske scene, har Own Road – aka sanger, sangskriver og multi-instrumentalist Simon Skjødt Jensen – huseret på den alternative folk-scene i en del år. Allerede i 2010 spillede han således på den allerførste Fanø Free Folk Festival, og han har siden spillet flere gange i dette forum, både solo og i forskellige band-konstellationer. På ALICE har man kunnet opleve ham som support til irske Lankum sidste år.

Own Road, der også er en del af musikerkollektivet Dendron Records, trækker på både klassisk folk-orienteret sangskrivning, støvet Neil Young-stemning og en solid dosis psykedelisk stemning – ofte med brug af skæve loops og lo-fi æstetik, men også med en stærk melodisk åre og en udpræget charme på scenen.

Med Free Folk Mondays præsenterer ALICE i samarbejde med Fanø Free Folk Festival skæve og sprøde folk-navne på udvalgte mandage. Vi bygger et intimt folk-univers op og byder på både lokale og internationale navne, primært fra den mere alternative ende af folkemusikken. Ofte sætter vi fokus på lokale miljøer og vi inviterer skiftende gæste-kuratorer.