Electronic 13.09.2019

Experimental Electronic

Apparat Organ Quartet (IS) + TRIPLE x SNAXXX w/ Jonas Bjerre

Fredag d. 13. september
Dørene åbner kl: 20:00
Koncerten starter kl: 20:45
Pris: 120 DKK inkl. gebyr
Køb billetFacebook
Koncerten er afholdt

Kom til sjælden dansk koncert med islandske Apparat Organ Quartet, når de indtager ALICE med deres ørehængende blanding af Kraftwerk-inspireret elektronik, vocoder og tunge beats. TRIPLE X SNAXXX + Jonas Bjerre sparker aftenen igang med krautrockede synth-udskejelser.

 

Apparat Organ Quartet

Reykjavik-baserede Apparat Organ Quartet beskriver selv deres musik som ”maskinel rock ’n’ roll”. Deres lyd bevæger sig da også mellem dansable, headbanging-fremkalende hymner, tunge rockbeats med fængende melankolske melodier og Kraftværk-inspireret elektronik med Daft Punk-lignende vocoder. Live såvel som på plade spiller de på et væld af både klassiske og hjemmebyggede keyboards og synths, uden så meget som én programmeret akkord.

 

Apparat Organ Quartet blev oprindeligt dannet i 1999 af den nu afdøde Jóhann Jóhannsson, som startede projektet som led i en serie af improviserede koncerter inspireret af Steve Reich og Philip Glass’ tidlige værker for elektrisk orgel. Ikke desto mindre har kvartettens lyd udviklet sig gennem årene til dansable kompositioner inspireret af bl.a. Kraftwerk, Vangelis, Tangerine Dream og italienske gyser-soundtracks. Siden deres spæde start har bandet samlet fans over hele verden og udgivet en række singler og albums på bl.a. danske Crunchy Frog.

 

“Alfa Partý” er Apparat Organ Quartets første single i 8 år og samtidig bandets første udgivelse uden Jóhannsson. Mere end nogensinde rammer de den maskinelle rock’n’roll-lyd med et varmt,  kosmisk klingende og velproduceret track, der er umulig at stå stille til.

 

TRIPLE x SNAXXX

Projektet TRIPLE x SNAXXX har deres musikalske rødder solidt plantet i 70’ernes krautrock. Spillet på Modular og diverse vintage synths, og med inspiration fra Italo Disco-kongen Giorgio Moroders smældende rytmer og Suzanne Cianis mørke soundscapes, beskriver de selv deres lyd som “Moroderik music”. Live har TRIPLE x SNAXXX givet koncerter i både duo og trio-opsætning, men præsenteres denne aften med den herboende amerikanske musiker Alex Maiolo, som får hjælp af Jonas Bjerre (Mew).