20.10.2019

Nordic Folk

Groupa (SE)

Søndag d. 20. oktober
Dørene åbner kl: 14:00
Koncerten starter kl: 15:00
Pris: 120 DKK inkl. gebyr
Køb billetFacebook
Koncerten er afholdt

Matiné-koncert med et af Sveriges mest spændende folk-orkestre. Mats Edén, Terje Isungset og Jonas Simonson gæster ALICE med meditativ og progressiv folk som Groupa. OBS! Koncerten er med siddepladser og begrænset plads. Præsenteres i samarbejde med PULS.

Svenske Groupa er et unikum på den nordiske folkemusik-scene. En gruppe, der i skiftende konstellationer har udforsket og udfordret den nordiske folkemusik siden 80’erne. Til tider bevæger de sig i mystiske og meditative lag med dyk ned i nærmest shamanistiske stemninger, andre gange spiller de en art legende prog-folk.

I deres aktuelle konstellation består Groupa af Mats Edén (viola d’amore, hardangergfele), Terje Isungset (slagtøj, jødeharpe) og Jonas Simonson (fløjter). De tre mesterlige musikere har senest gjort sig bemærket med de to anmelderroste plader ‘Kind of Folk – Vol. 1 Sweden’ og ‘Kind of Folk – Vol. 2 Norway’. Traditionel folkemusik fra forskellige egne af Sverige og Norge. Det er musik, der ledsager menneskets rejse fra vugge til grav, fra bryllup og fest til sorgfulde og ensomme stunder. Og Groupa formår at favne hele dette righoldige materiale med lyriske stemninger, musikalsk nerve og med et godt øre for folkemusikkens verden af sære syner og drømmende atmosfærer.

At Groupa er et bemærkelsesværdigt live-bekendtskab har de bl.a. demonstreret på dansk jord til Fanø Free Folk Festival og Musik over Præstø Fjord. De har ligeledes tidligere gæstet Global med en smuk koncert, og nu indtager den garvede trio altså ALICE med deres helt egen ‘kind of folk’.

Koncerten er en del af ALICE Matiné, hvor ALICE indbyder til intimt nærvær og caféstemning til en række matiné-koncerter på udvalgte søndage. Typisk med udgangspunkt i et akustisk og roots-orienteret udtryk – og altid med kaffe på kanden!