ALICE sikrer videreførelse af Gong Tomorrow-festivalen

Foto: Malthe Ivarsson

Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Musik har netop offentliggjort, at ALICE over en toårig periode tildeles 700.000 kr. pr. år til at videreføre musikfestivalen G((o))ng Tomorrow.

G((o))ng Tomorrow har gennem mange år spillet en væsentlig rolle i det danske musiklandskab. Den har præsenteret udfordrende og nyskrevet musik for et aldersmæssigt meget diverst publikum. Den har med held opfordret samme publikum til at lade fordommene blive hjemme og opleve musikken med åbne ører. Den er lykkedes med at udvikle et strategisk forankret besøgsprogram, som har afstedkommet eksport af de optrædende danske artister til prominente festivaler og scener i Europa og USA.

Den er kort sagt lykkes med at sætte den ny musik på dagsordenen i Danmark og i udlandet og ligeledes være debatskabende, udover blot at præsentere noget af den bedste og mest relevante samtidsmusik og lydkunst. G((o))ng Tomorrow er med andre ord en festival, der er den eneste af sin art i Danmark.

En debatskabende festival
Da det tidligere i år blev besluttet, at festivaler og genreorganisationer skal adskilles, og at SNYK, som hidtil har drevet festivalen, ikke længere kan varetage festivalarbejdet, valgte ALICE at byde ind med en ny vision for G((o))ng Tomorrow.

Bestyrelsesforkvinde for ALICE, Rikke Frisk, udtaler:

“Vi mener, at dansk musikliv i høj grad fortsat har brug for netop dét, som G((o))ng Tomorrow står for. Festivalens fokuspunkter omkring publikumsudvikling, opdyrkning af lokale musikmiljøer og styrkelse af dansk samtidsmusik i en international kontekst flugter desuden fremragende med ALICEs strategi for de kommende 4 år som regionalt spillested. Så det var naturligt for os at engagere os i en videreførelse af festivalen.

Det er ønsket – med afsæt i G((o))ng Tomorrows nuværende strategi – at videreføre festivalen på en vis, hvor den fungerer som en debatskabende samtidskunstfestival, der rejser og undersøger spørgsmål og starter diskussioner. En festival som tager musikken seriøst som en del af samtidskunsten, og som derfor vokser ud af og iscenesætter sit indhold i forhold til relevante og skiftende tematikker.”

ALICE ser frem til at sætte processen i gang med at videreudvikle festivalen, som kommer til at have egen organisation og bestyrelse, men som dog vil indgå i et nært og forpligtende samarbejde med ALICE. ALICE har en musikalsk profil og vision der ligger tæt op ad G((o))ng Tomorrow, og som regionalt spillested har ALICE forskellige ressourcer og kompetencer som vil blive delt med festivalen på fordelagtig vis – herunder kontor, spillested og teknisk udstyr, ekspertise inden for booking, produktion og formidling, såvel som et engageret hold af frivillige samt en veletableret platform, hvor ALICE kan bidrage til at kommunikere festivalen og samarbejdet bredt ud.